Indledning

I 1998 udkom bogen om strækningen mellem Aars og Hvalpsund. Den blev hurtig udsolgt, men ikke genoptrykt, så her kommer dele af bogen.
 
Efter anlæg af hovedbanerne i landet opstod der tanker hos amtsrådsmedlemmer og by- og sognerådsmedlemmer, om at forbinde lokale egne med den nærmeste købstad med en jernbane. Fra statens side blev der lavet en lovgivning, som muliggjorde at der kunne gives statstilskud til anlæg af disse lokale baner. En folketings- eller landstingsmand gjorde altid et stort arbejde for at netop den egn hvor han var valgt, kunne få en jernbane. Ved anlæg af en privatbane var der altid forud megen debat om jernbaneliniens placering mellem de berørte byer. Jernbanetætheden i Danmark blev stor og 12 - 30 km til nærmeste jernbanestation var i almindelighed noget af det længste folk havde, dog var der visse undtagelser. Privatbanerne var amts- og kommunebaner. Disse bidrog til anlæggene, og senere også til at dække disse baners driftsunderskud. I årerne op til anden verdenskrig blev det besluttet at flere af disse baner skulle nedlægges, men krigsudbrudet satte en stopper for at gøre det. Under krigen var jernbanerne et uundværlig transportapparat, først i 1960erne begyndte man nedlægninger i stor stil. Selv om staten havde ydet lån og givet tilskud til driften, var det amt og kommuner der skulle beslutte nedlægning.

Driften af privatbaner var underlagt ordensreglement for privatbaner. Ud fra dette reglement var udfærdiget et sikkerheds- og signalreglement. Disse to reglementer var absolut grundlæggende for al togfremførelse på privatbanerne. På visse punkter var indholdet i disse reglementer lig med DSB´s, men der var afvigelser. Her skal lige nævnes én, nemlig at på privatbanerne kunne man lave en tog¬krydsning på en ubetjent station, en god ordning, da mange mindre stationer var ubetjente på søn- og helligdage samt i aftentimerne.

Takstreglementer er et kapitel for sig. Hvert baneselskab havde sine egne takster i forbindelse med de privatbaner som blev drevet af samme administration (Aalborg Privatbaner) Her var der gennemgående ekspedition, af såvel billetter som gods. Enkelte privatbaneselskaber var undtaget. Til DSB var der også gennemgående ekspedition. Stationerne havde de fra DSB værende nødvendige ordresamlinger. Aalborg privatbaner var endvidere med i nordisk godstarif hvilket medførte at f.eks. tømmervogne fra Sverige kunne fragtberegnes direkte til Farsø. Ændringer i de respektive privatbaners takstreglement skulle godkendes af Ministeriet for offentlige arbejder.

Privatbaneanlæg hørte under Ministeriet for offentlige arbejder. I dette ministerium var et kontor, der blev benævnt Tilsynet med privatbanerne. Danske privatbaner havde et fælleskontor, som tog sig af forretninger vedrørende Danske privatbaners fællesrepræsentation, gensidig forsikringsforening -gensidig ulykkesforsikring, samt pensions- og enkekassen af 1898. Der var også et direktørsamråd ved privatbanerne. Privatbanefunktionærerne var organiseret i Dansk lokomotivmandsforbund (maskinpersonale), Privatbanefunktionærernes forbund (baneafdelingens personale, togførere, trafikekspedienter, overportører og portører) samt danske privatbaners kontorforening (alt assistentuddannet personale og elever). Hver personaleorganisation havde sit eget medlemsblad, som senere blev slået sammen til et, nemlig Privatbanetidende.