Dengang Ertebøllefolket levede her, var der ikke noget, der hed krybskytteri. Alle havde lige ret til at jage, hvor de havde lyst til det – og i øvrigt var der heller ikke flere mennesker i landet, end at der var plads til alle.

 

Efterhånden som landet blev mere beboet, var det den enkelte grundejer, der havde jagtretten – og så opstod begrebet krybskytteri – nemlig, at man gik på jagt, hvor man ikke havde ret til at gå på jagt.

 

Med tiden blev jagtretten yderligere begrænset, så hverken borgere eller bønder havde ret til at jage, men fra 1840 blev hovedreglen igen, at jagtretten tilkom grundejeren.

 

Jagtretten blev ikke bare begrænset af, hvem der havde ret til at jage hvor, men også hvornår. Der blev indført regler om fredningstider for vildt, så det ikke måtte skydes hele året – og noget måtte man slet ikke skyde!

 

Nu var der altså rig lejlighed for at komme til at drive krybskytteri – for nu var der en masse regler, der skulle overholdes!

 

Når der er regler, er der nemlig også altid nogle, der bryder dem! Men grundene kunne være mange:

 

- for at overleve

- for at supplere sine egne produkter (f.eks. fiskerne, der gerne ville have kød)

- i protest mod reglerne (når bønderne f.eks. ikke måtte jage på egen jord)

- for at tjene penge ved at sælge det skudte vildt

- for sportens skyld (som det er tilfældet i dag)

-

I begyndelsen af 1900-tallet var det i vid udstrækning sult, der drev folk til at blive krybskytter. Frem til o. 1920 var der folk, der regulært døde af sult her i landet, fordi de ikke havde mulighed for at skaffe hverken fødemidler eller penge til at købe dem for. For familier, der var så trængte, var det en oplagt chance at forsøge at få fat i noget vildt, selv om det var ulovligt. Det kunne betyde forskellen mellem liv og død. Og så var valget vel i realiteten ikke så svært.

 

I denne periode drev man det stille krybskytteri. Det betød, at man hovedsageligt brugte snarer, faldgruber og sakse. Det var grusomme våben, hvor de fangne dyr ofte blev udsat for store lidelser, inden de blev aflivet. Men metoden havde den fordel, at den var lydløs og derfor svær for andre at opdage. Desuden kunne krybskytten selv let snige sig hen til fælden uden at blive opdaget – og kunne nå at smutte, hvis der var andre i nærheden.

 

Det var mindre dyr, man fangede på denne måde: harer, agerhøns, fasaner, ænder og til dels ræve. De havde en størrelse, så man nemt kunne transportere dem væk på cykel – hvilket heller ikke gav megen lyd fra sig.

 

Jagt og fiskeri hørte sammen, og derfor blev der også drevet rovfiskeri. For at forhindre rovfiskeri satte lodsejerne langs Trend Å pæle op med hø-le blade på, så de ”ulovlige fiskere” fik deres net revet i stykker!

 

Under krigen var der i høj grad tale om krybskytteri for at tjene penge. Der var mangel på stort set alt, og der var derfor penge i at jage pelsdyr, da man kunne få mange penge for et skind. Selv drenge gik på egernjagt med deres luftbøsser, og man fangede muldvarpe i fælder. Selv katte kunne pludseligt ”forsvinde”.

 

Da skoven her i området voksede til i løbet af 1930erne, kom råvildtet tilbage, og der blev nu øget interesse for at skyde de større dyr som råvildt og ræve, og vi fik nu det store krybskytteri. Det var nu de store dyr, man jagtede – og de kunne ikke bare bringes væk på en cykel. Der skulle biler til – og lyden af skud kunne høres over store afstande. Det blev i det hele taget mere risikabelt, og derfor blev krybskytteriet også mere organiseret, hvor flere arbejdede sammen.

 

For at undgå at blive pågrebet for krybskytteri hentede man aldrig et skudt dyr, mens man stadig havde sin bøsse på sig. Man skød dyret – fik våbnet skaffet af vejen – og hentede derefter vildtet. Hvis man blev taget med det dræbte dyr, kunne man altid hævde, at det skam bare var et dyr, man havde fundet på en tilfældig aftentur i skoven, efter at man havde hørt lyden af et skud. Men selv havde man overhovedet ikke skudt! Så selv om alle vel nok vidste, hvem der drev krybskytteri, så var det ikke altid lige nemt at bevise. Og uden beviser kan man ikke dømmes her i landet.

 

Efter krigen fik krybskytterne bedre våben, biler og lysprojektører. De blev med andre ord endnu mere professionelle og fik flere hjælpemidler – men det gjorde dem også mere synlige og dermed lettere at fange. Man brugte dog stadig den tidligere taktik med ikke at have våben og de dræbte dyr sammen. Bil nr. 1 skød dyret og kørte væk – bil nr. 2 kom til og hentede dyret – på den måde var der intet bevismateriale hos nogen af parterne.

 

Man kendte dog krybskytternes biler, og det lykkedes da også at få krybskytter og rovfiskere dømt. De fik både fangst og redskaber konfiskeret samt blev idømt en bødestraf.

 

Bøderne var bestemt ikke små. I 1935 fik en mand en bøde på 20 kr. for ulovlig jagt – og en anden fik en bøde på 50 kr. og skulle oveni betale 10 kr. i erstatning for en nedlagt hare. Det var store beløb i 1935.

 

Det var dog ikke alle krybskytter, der havde lige stor lyst til at møde i retten. En dag var en af de lokale krybskytter udeblevet fra et retsmøde, og politiet blev derfor sendt ud for at hente ham. Men da politiet kom og på gårdspladsen fremførte deres ærinde for den sigtede krybskytte, sprang han resolut i møddingen og rullede sig godt rundt! Så havde politiet ligesom mistet lysten til at tage ham med! Men han blev nu senere dømt alligevel.

 

I begyndelsen af 1970erne blev krybskytteriet så omfattende, at de større lodsejere i området gik sammen for at gøre noget ved problemet. De havde heldet med sig, for på en enkelt nat fangede de syv krybskytter! De blev alle anbragt i landbetjentens dagligstue, hvor de så blev taget i forhør én efter én. En af lodsejerne sad vagt over de tilfangetagne krybskytter med et ladt jagtgevær og advarede dem med ordene ”Man har før hørt om folk, der blev skudt under flugtforsøg!”. De syv krybskytter blev efterfølgende dømt, men syntes, at straffen var for hård, så de ankede til Landsretten. Det fik de dog ikke noget ud af, for Landsretten idømte dem en endnu strengere straf.

 

Det var dog ikke altid lige behageligt at gå på jagt efter krybskytter. En lodsejer havde en meget tidlig morgenstund over for Kongeporten fået øje på en af krybskytternes biler (man kendte dem jo). Han listede hen til bilen og ventede – ved solopgang var der pludseligt et vækkeur inde i bilen, der ringede, og bildøren blev revet op. Lodsejeren kastede sig ned i grøften – kun for at opleve, at den meget morgensøvnige krybskytte ladede sit vand ned over ham!

 

I 1980erne begyndte krybskytterne at gå på krybskytteri i andre egne af landet, hvor man ikke kendte dem. De benyttede sig ellers af den samme taktik med projektører og lommelygter, skød dyret, gemte våbnene, samlede dyret op. Det gjorde det ikke lettere at fange dem.

 

Den nyeste form for krybskytteri er, at man bare kører ud og skyder et stort dyr, som man så lader ligge. Lodsejerne oplever, at det er svært at få politiet til at interesse sig for disse sager (måske fordi de er så svære at opklare), men i nogle tilfælde har det vist sig, at dyret er skudt med automatvåben med lasersigte – og så er politiet interesseret. Men så har det jo heller ikke noget med krybskytteri at gøre.

 

Mange lodsejere begyndte at leje deres jagtret ud. En af de lokale sommerhusejere lejede f.eks. i slutningen af 60erne jagtret her i området; men det blev de lokale jægere nu meget utilfredse med, at sådan en udenbys skulle komme her og tage deres jagt fra dem. Så de gik i protest på jagt på hans område, og da sommerhusejeren en dag mødtes med nogle af de lokale jægere hos købmanden, blev han grundigt skældt ud og kritiseret for at have lejet jagten. Sommerhusejeren syntes ikke, det var morsomt – han tænkte sig lidt om – gav så øl til hele forsamlingen – og inviterede fremover dem alle med på jagt. Så var freden genoprettet!

 

Krybskytteri har således udviklet sig meget gennem tiden. Der har været forskellige metoder og forskellige motiver. Straffen for krybskytteri er høj i dag, hvilket kun er rimeligt, da ingen i vore dage har brug for at drive krybskytteri for at overleve.